søndag den 29. december 2013

Engsøens gedder er sjove for tiden.

Efter gårsdagens fine gedde på 10,3 kilo, rasede fiskefeberen for alvor i mig, og jeg måtte bare afsted igen. Jeg pakkede grejet i bilen, og kørte mod engsøen. Vejret var bestemt anderledes idag, det var næsten vindstille, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Overfladen på engsøen var næsten spejlblank, ikke lige det vejr jeg ønsker til geddefiskeri, der skal helst være lidt bølger på overfladen, og det må meget gerne være overskyet, og måske endda småregne lidt.

Den første halvanden times tid gik, og der skete intet. Jeg var dog stadig fortrøstningsfuld, jeg var sikker på jeg nok skulle fange noget idag, fordi situationen havde været den samme igår. Det er tilsyneladende først omkring ved middagstid gedderne i engsøen vågner.
Jeg sidder og hygger mig lidt med en kop kaffe, mens jeg til min store glæde ser at skyerne begynder at trække ind over søen fra sydvest, og det begynder at blæse lidt op. Nu ligner det mere det geddefiskevejr jeg kan lide. Mens jeg sidder og kigger lidt ud over søen, falder linen ud af begge lineclips samtidig. Det kan ikke være rigtig, et dobbelthug. Jeg løfter den ene stang op, men det føles ikke til at der er fisk på, jeg trækker agnen ind, bare for at være sikker, og gentager det samme ved den anden stang. Der er ikke fisk på nogen af stængerne. Agnen kommer ud igen, og jeg sætter mig ned og nyder endnu en kop dejlig varm kaffe. I takt med at det begynder at blæse op, og solen forsvinder bag skyerne er det også blevet køligere, så det er dejligt med lidt kaffe at varme sig på.

Der går en lille halv times tid igen, hvor der ikke sker noget, men så begynder den ene bidmelder at hoppe mærkeligt rundt. Jeg løsner linen fra lineclippen, og mærker efter om der er noget der trækker i den. Det er der, jeg giver hurtigt tilslag, fisken er kroget og det føles til at være en pæn fisk, ikke en voldsom stor fisk, men alligevel noget der godt kunne tvinge nålen på vægten lidt op af skalaen. Jeg forsøger at tvinge tankerne fra gårsdagens mange mistede fisk væk fra hovedet, og holder et solidt pres på fisken. Det tager kun et par minutter før den er så tæt på at jeg kan få nettet under den.

Vægten slider sig op på 7,5 kilo, en fin fisk at starte ud med.
Mens jeg får afkroget fisken, taget billedet og genudsat fisken, kommer en anden lystfisker forbi. Vi får os en lille snak om lystfiskeri både i engsøen, men også havfiskeri som synes at være hans store passion.
Mens vi snakker hugger en gedde på den anden stang, jeg havde ikke engang nået at få gjort den første stang klar igen. Jeg skynder mig at få kroget fisken. Den er lille, en fisk på ca. 60 cm, som hurtigt bliver afkroget og sat ud igen.

Der går et kvarters tid derefter, inden der sker noget igen. Bidmelderen falder ned, og linen bliver trukket af hjulet, ret hurtigt i forhold til ved de andre hug. Jeg kaster mig over stangen, strammer linen op og giver hurtigt tilslag. Der er fisk på, og den her er god, faktisk rigtig god. Gedden tager hurtigt et godt udløb, mens den rusker hårdt i linen. Jeg lægger maksimalt pres på fisken, den her må bare ikke slippe væk igen. Gedden begynder nu at blive mere medgørlig, og følger pænt med ind til land, den er stor, det kunne meget vel være endnu en 10 kilos gedde. Jeg får gedden helt ind til land, men lige da jeg skal til at lægge nettet under den, samler den de sidste kræfter, og tager et langt udløb langs sivene, og derefter direkte ind i dem. Det var bare det værste der kunne ske, gedden er stærk, og sivene står meget tæt, langt ude i vandet. Jeg kan ikke gøre andet end at være tålmodig, og forsøge at lirke den ud igen. Jeg venter tålmodigt i et par minutter, mens jeg konstant holder pres på fisken, for at den ikke skal komme længere ind. Endelig giver den op, vender om og svømmer ud i det åbne vand igen. Den er ved at være træt, og jeg får den uden yderligere problemer i nettet og op på afkrogningsmåtten.


Det er ikke en ny 10 kilos fisk, vægten slider sig "kun" op på 9,2 kilo, men det er stadig en flot fisk, jeg er glad og stolt. Glad og stolt over de flotte fisk jeg har fået. Glad og stolt over det held jeg har haft de seneste dage i engsøen. 6 gedder på 3 fisketure, hvoraf de 4 har været over 6 kilo. Så kan man vist ikke forlange mere. Der er stadig 2 dage tilbage af 2013, hvem ved hvad de kan byde på.:-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar