Det smukkeste i verden.

Når mennesker bliver stillet overfor at skulle svare hvad der for dem er det smukkeste i verden, findes der mange forskellige meninger om dette. Nogle svarer at det er deres børns fødsel, mens andre mener det er solnedgangen over vesterhavet. Der er dem der synes det smukkeste er når forårets blomster springer ud, og der er dem for hvem deres bryllupsdag er det smukkeste de har oplevet. Der er mange forskellige meninger om hvad der er det smukkeste man her i livet kan opleve.

Jeg har naturligvis også en holdning til hvad det smukkeste i verden er, og for en fiskenørd som jeg, er det naturligvis noget der har med lystfiskeri at gøre. For mig er det smukkeste når jeg står ved bredden af en idyllisk lille å, jeg har netop lagt fluen perfekt ud, tæt op ad en grødeklat og følger fluens bevægelser gennem vandet. Det øjeblik hvor en stor gylden bredside, fyldt med røde og sorte pletter viser sig i overfladen, og linen strammes op, det er det der for mig er det smukkeste i verden.

Netop dette fik jeg muligheden for at opleve her i bededagsferien, på en varm solskinseftermiddag langs bredden af Danmarks, i mine øjne, smukkeste å.

Men lad mig starte med begyndelsen.

Flot stalling på den første dag

Bededagsferien levnede ikke mange timer til at jeg kunne dyrke min yndlingsbeskæftigelse, fluefiskeriet. Torsdag var arbejdsdag, fredag stod den på vandretur i Grene Sande, lørdag var jeg med familien på en forsinket mors dags tur i Jyllands park zoo, og søndag stod på to håndsfluekastekursus, så de få frie timer der var skulle udnyttes optimalt, og når jeg sidder og kigger tilbage på den forgangne forlængede weekend, så kan jeg ikke se hvordan de skulle have været udnyttet bedre.

Torsdag tog jeg til Ansager å efter aftensmaden, der var en smule aktivitet i overfladen, men intet der stod måls med den massive tilstedeværelse af myg, og de sporadiske majfluer der var begyndt at vise sig nær åen.  Jeg valgte at satse på nymfefiskeri, og satte den lille gul/orange flue for enden af forfanget. Det første sving blev fisket grundigt igennem, uden der dog var nogen aktivitet. Jeg kom derefter til et lille stryg, hvor vandet nedenfor dannede en lille pool, den blev naturligvis også fisket af, men stadig ingen hug. Jeg lagde fluen lidt længere ud i strømmen, lod den få lidt fart på ned over stryget, og gav den mulighed for at svinge langt ind mod brinken i poolen. Der faldt hugget, et hårdt og kontant hug, og min første tanke var regnbueørred. Fisken fightede hårdt og gik dybt, men da den endelig viste sig for første gang, så jeg et stort plettet sejl af en rygfinne skære gennem overfladen, det var ikke en regnbueørred, men derimod en stalling, og tilmed en ret stor stalling. Det tog vel et par minutter inden jeg fik fisken fightet ind, det er sjovt som det altid er svært at vurdere hvor lang tid en fight varer, for sekunder føles som minutter og man tror hver gang at man har fightet fisken i mindst et kvarter. Men sandheden er oftest at det ikke tager så lang tid at fighte selv hidsige fisk ind. Fisken kom ind, jeg lagde forsigtigt nettet under den, og holdt både net og fisk i vandet. Hurtigt fik jeg den modhageløse krog fri, og begyndte genudsætningen af fisken. Under genudsætningen fik jeg lige listet kameraet op af lommen, og tog et par billeder. Der gik ikke så længe inden fisken begyndte at sprælle, og slå hårdt med halen. Den var uskadt, og svømmede hurtigt tilbage til poolen igen. Den fine stalling var 41 cm lang, årets største for mit vedkommende. Aftenen gav også et par mindre bækørreder på 25 og 28 cm, en fin start på bededagsferien.

Bækørredfight med udfordringer.

Fredag var vejret bare perfekt til fluefiskeri, det var lidt tungt i luften, og skyerne dækkede næsten himlen, og lod kun solen skinne igennem i korte perioder.

Jeg fiskede igen idag i Ansager å, men denne gang midt på eftermiddagen. Jeg gik stykket igennem, og havde mange hug, oftest fra små ørreder, og ingen af dem huggede ordentligt på fluen.

For at være helt ærlig, så fisker jeg aldrig helt koncentreret på de første 3-400 meter af dette stykke, der sker sjældent ret meget, men når jeg så kommer lidt længere ned ad åen, begynder jeg at fokusere lidt mere, og fiske lidt mere intenst. Da jeg nåede til det stykke hvor jeg tidligere på året fangede en fin 39 cm regnbueørred, skulle dette stykke naturligvis fiskes grundigt af, for at se om der nu skulle være hugvillige fisk. Det var der, allerede i indgangen til svinget havde jeg det første hug, en fin fisk, der dog slap fri af krogen igen. Men i udgangen af svinget skete der noget der fik min puls til at stige hurtigt.

Jeg lægger fluen helt op ad brinken på modsatte bred, jeg ved fra tidligere observationer at der er et dybt hul ind under brinken, og hvis jeg bare kan få fluen til at lande rigtigt vil strømmen føre den ind under brinken. Det lykkedes og fluen forsvinder ind i den mørke dybe del af svinget. Jeg venter spændt, men der sker intet. Da fluen har fisket hele svinget igennem, begynder jeg at trække den hjem igen. Få sekunder efter fluen kommer ud af det mørke vand, sker der noget. En stor mørk skygge viser sig bag fluen, et par sekunder står den stille, jeg venter i spænding, laver små nyk med fluen for at få den til at virke lokkende. Fisken virker ligeglad. Jeg begynder at tage fluen lidt længere ind, og nu angriber fisken. Den mørke fisk angriber fluen hårdt, og i det samme øjeblik jeg mærker hugget, vender fisken, og jeg ser det jeg i hele verden aller helst vil se. En stor gylden bredside, fyldt med røde og sorte prikker. Mit hjerte hamrer vildt, det her er en stor bækørred, uden tvivl årets største. Det hele går så hurtigt, og mange tanker flyver gennem mit hoved. Fisken hugger hårdt, men på bedste bækørredmanér, så hugger den ikke ordentligt på fluen første gang. Jeg har efterhånden lært at holde igen med modhugget når det gælder bækørred, i modsætning til mine yngre fluefiskedage, hvor jeg ofte gav modhug allerede inden fisken havde nået frem til fluen, så jeg bevarer roen og lader fluen falde lidt tilbage. Jeg nykker igen lidt med fluen, og trækker den så hurtigt 30 - 40 cm hjem, fisken angriber fluen igen, og denne gang er det for at dræbe. Fisken er kroget, og  spæner nu ind mod det dybe hul under brinken, jeg lægger pres på den for at holde den ude, det er aldrig godt at vide havde der gemmer sig af trærødder der inde, så jeg vil for alt i verden undgå at den kommer derind. Det hjalp dog lige lidt, for fisken fandt en ny trærod på samme side som jeg stod på, og den her lykkedes det den at komme ind under. Jeg kunne ikke gøre meget andet end at bevare presset på den, og håbe at den kom ud igen samme sted som den gik ind. Det gjorde den, men med en enkelt lille bevægelse stod jeg nu med at langt alvorligere problem.

Når jeg fisker har jeg altid mit fangstnet til at sidde i bæltet på ryggen, og i det øjeblik en fisk hugger finder jeg et egnet landingssted, og lægger nettet der, så det er klar. I kampens hede glemmer jeg at kigge hvor jeg går, og kommer til at sparke til nettet så det falder i vandet, og begynder at flyde med strømmen. Det er aldrig sket for mig tidligere, så af alle dage, hvorfor så lige i dag. Nå der blev ingen genveje, jeg måtte lande fisken med hånden, hvilket som sådan heller ikke er noget problem, det har jeg gjort massevis af gange før, men udfordringen var at der netop på dette stykke af åen er mere end en halv meter fra brinken og ned til vandoverfladen, så jeg måtte ned og ligge på maven, og så holde fiskestangen højt med højre hånd, mens jeg fik lagt venstre hånd ind under fisken. Jeg kan levende forestille mig hvor komisk det må have set ud, men jeg fik fat i fisken. Da jeg ikke havde nettet ville jeg ikke løfte fisken på land, jeg ville ikke have den op og ligge i det tørre græs, så jeg blev bare liggende på maven, og afkrogede fisken i vandet. Med mobiltelefonen lykkedes det mig at få et par billeder af fisken inden den få sekunder senere med et kraftigt slag med halen piskede ud i åen igen.

Det var svært at vurdere hvor stor fisken var, under genudsætningen lagde jeg fisken op mod min underarm, således at dens hale var ved min albue. Fisken nåede 5-6 cm ud over fingerspidserne, og da min underarm fra albue til yderste fingerspids er 44 cm, må det altså have været en bækørred på ca. 50 cm. En smuk fisk, den smukkeste bækørred jeg har fanget i Ansager å.

Da fisken var genudsat måtte jeg have benene på nakken, jeg skulle have fat i mit fangstnet. Jeg løb og hoppede gennem det mudrede terræn, og omkring 300 meter længere nedstrøms får jeg endelig øje på nettet, det flyder lystigt afsted. Jeg løber det sidste stykke, og når lige frem til det inden det flyder forbi nogle buske, hvor jeg ville have haft meget svært ved at følge med, om det skulle have nået at passere der. Med stangspidsen forsøger jeg at trække nettet ind mod land, men strømmen er for stærk, og nu begynder nettet at komme udenfor min rækkevidde. Der er kun en ting at gøre, jeg trækker lidt line af hjulet, laver et par hurtige blindkast, og lægger fluen ud. I første forsøg rammer jeg trækanten på nettet og fluen falder ned på den forkerte side. Jeg prøver igen, og denne gang rammer jeg præcist lige midt i nettet, og lader fluen synke lidt ned. Jeg strammer op, og mit lettelsens suk kunne sikkert høres kilometer væk, da jeg mærker at fluen har fat i nettet og lidt efter lykkes det mig at hale nettet op af åen igen.

De føromtalte buske jeg er nået frem til ser faktisk ret spændende ud, og jeg tænkte at nu jeg var her, så kunne jeg da lige så godt lige prøve et par kast her. Der sker ikke rigtig noget, men da jeg begynder at rulle linen ind på hjulet igen, kommer pludselig en meget stor trykbølge lige bag fluen, jeg mærker et enkelt hårdt ryk, men desværre ikke mere end det. Jeg lader fluen falde lidt tilbage igen, og så er der hug. Det er dog en mindre regnbueørred på 25 cm, der har taget fluen. Jeg er overbevist om at det ikke var den samme fisk, som huggede for et par sekunder siden. Resten af turen giver et par småfisk, men ellers ikke rigtig noget. Det er også ok, jeg er mere end lykkelig for den smukke bækørred jeg fik.

Den smukkeste afslutning på weekenden.

Jeg kunne lige nå et par timers fiskeri søndag aften, og tog ud igen til samme sted som jeg for to dage siden fangede den flotte bækørred. Jeg havde et par småhug, men ikke rigtig noget der for alvor fik vækket min interesse, så jeg kørte lidt længere nedstrøms og forsøgte mig.

Der var kommet flere majfluer omkring åen, og dermed også en stigende aktivitet i overfladen, jeg stod på et tidspunkt i et kvarters tid, og iagtog en særdeles ihærdig regnbueørred der konstant mæskede sig i de majfluer der kom drivende. Det var nu kun en lille fisk, og jeg havde ingen interesse i at fange den, men det var ganske fornøjeligt at se på.

Jeg gik lidt længere opstrøms og affiskede et mindre stryg. Da jeg kom til enden af stryget, hugger en smuk stalling på 36 cm på fluen. Jeg tager stallingen i nettet og tager lige et hurtigt billede inden jeg nænsomt genudsætter den smukke fisk. Netop som stallingen slår et slag med halen og forsvinder i dybet, falder mørket på, og solnedgangen maler himlen i de smukkeste gule og orange farver. De samme smukke farver som den flue jeg har fisket med hele weekenden. Jeg sætter mig ned, tager fluen af forfanget og sætter den i hatten. Den har i den grad gjort sin pligt, og nu kan den sidde i hatten og forhåbentligt bringe lykke ved fremtidens ørredfiskeri i min smukke Ansager å.

Dejligt at være tilbage..

Den seneste uges tid har jeg ikke fisket i Ansager å, der var andre fiskevande der skulle prøves af, geddernes fredning ophørte og dem måtte jeg jo heller ikke glemme helt så jeg har forsøgt mig lidt ved Rørbæk sø og et af mine gamle bardomsvande, dog uden det store held. Faktisk har det været småt med fangsterne siden jeg sidst var ved Ansager å, ok for at være helt ærlig så har der slet ikke været nogen fangster, så det var med stor gensynsglæde jeg søndag d. 4 maj, atter en gang trillede ind på p-pladsen, pakkede fluestangen ud og slentrede gennem krattet ned til åen.

Fluen, den sædvanlige lille gule og orange tangloppelignende tingest, sad på forfanget, nu skulle det vise sig om den fine sæsonstart blot havde været begynderheld, eller om fluen kunne lokke flere regnbueørreder til hug.

Det var en overskyet dag, let vind, perfekt vejr til ørredfiskeri, lige som jeg bedst kan lide det. Dog gav den første times fiskeri ikke anledning til at tro at det ville blive en god dag, absolut ingen aktivitet.

Der kommer jeg så til et sving jeg tidligere har haft held ved, det skulle naturligvis prøves af. Jeg lægger fluen ud, perfekt i ydersiden af strømmen, så den bliver ført hurtigt forbi det dybe parti i svinget, og lige ind under nogle siv i udgangen af svinget, den perfekte standplads for en fin ørred. Jeg mærker to hidsige ryk i fluen, men ikke mere end det. To kast senere kommer en regnbueørred ud fra sivene, jagter fluen, men uden at røre den. Der sker ikke mere og jeg fisker videre ned ad åen.

Lige før det sted hvor et dambrugs udløb danner lidt turbulens i den ellers så fredfyldte å, ligger i et sving nogle dybe huller ind under brinken, endnu et perfekt tilholdssted for ørreder. Dem er der mange af i åen, men ikke alle er lige nemme at affiske. Det her er et af de svære, men ikke umuligt og efter et par forsøg lykkedes det mig at ramme strømmen rigtigt så fluen forsvinder ind under brinken, jeg bevæger fluen i små nyk med stangspidsen, og et hidsigt hug fra en lille 21 cm regnbueørred, giver dagens første fisk på land.

Jeg fisker videre henover dambrugets udløb, og traditionen tro er der fisk der hugger på stedet, men som alle de tidligere gange jeg har fisket det stykke, lykkedes det mig ikke at få den på land. Turen går videre ned over åen. Det næste stykke er et rigtigt dejligt stykker, fyldt med skarpe sving, dybe og lave partier, grusbanker, huller, vandplanter og store sten, alle de ting der tilsammen udgør opskriften på et klassisk ørredvand. Stykket er absolut ikke uden potentiale, her er fisk og der er nok af dem, men stykket er svært at fiske, der er mange udhængende grene, siv og andre udfordringer der griber fat i fluen, og ikke så let giver slip igen, om man skulle være så uheldig at ramme lidt upræcist.

Lidt længere nedstrøms fra dambruget ligger et af mine favoritspots, det er det i al fald blevet efter denne fisketur. Åen svinger svagt, strømmen tager til gennem svinget og der er et dybt hul på den venstre side mens den venstre side er overgroet med forskellige planter. Jeg lægger fluen i den øvre del af svinget og lader den arbejde sig nedad. Der går kun få sekunder før den første fisk, en regnbueørred på 28 cm tager fluen, og nu kaster sig rundt i vandet. Fisken kommer i nettet og jeg fisker videre gennem svinget. 3 meter længere nede kommer en fisk ud fra en busk af vandplanter, jeg ser den kun hurtigt, som den angriber fluen, men hurtigt slipper den igen og forsvinder ind under planterne. Jeg fisker stykker over et par gange mere, men ser ikke mere til fisken.

Resten af stykket giver ikke yderligere fisk eller hug, mens jeg roligt går gennem det høje græs tilbage igen, tænker jeg på fisken der huggede i svinget. Skulle jeg give det endnu en chance, det kunne ikke skade noget, og jeg havde en fornemmelse af at det var en god fisk.

Jeg lister mig hen til brinken, sætter mig ned på hug og løsner fluen fra krogholderen. Forsigtigt lægger jeg fluen ud i strømmen, præcist der hvor det turbulente vand løber akkurat hurtigt nok til at føre fluen ned under grøden, ned hvor fisken venter. Denne gang er jeg fast besluttet på at få den med op.

Med fingerspidserne føler jeg fluens mindste bevægelser, pludselig står den stille.  Der er hug. Det er en stor fisk, uden tvivl årets største regnbueørred. Fisken tager et udløb nedstrøms. Jeg kan kun lige akkurat holde den, den lette stang og det tynde forfang kommer på overarbejde. Så går den dybt, og stiller sig i strømmen i et minuts tid, inden jeg endelig får den presset fri igen. Derpå følger en hidsig fight hvor fisken spæner fra side til side i åen, ind under grøden, nedstrøms, opstrøms. Det er er fin fisk, men jeg synes alligevel den er meget stærk i forhold til dens størrelse. Efter et par minutter kommer den endelig tæt nok på, og jeg kan få nettet under den. Det er en stor, flot og kraftig fisk, ingen tvivl om at denne fisk ikke lige er sluppet ud af dambruget for nylig, den har gået i åen længe, og har fået opbygget nogle stærke muskler.

Netop denne fisk var min 10´ende regnbueørred i år i Ansager å, så hvilken bedre måde kunne man ønske sig at fejre sit 10 regnbueørreders jubilæum, end med denne smukke fisk på 39 cm og 1,06 kilo.

Fantastisk, dejligt at være tilbage i Ansager å igen.

Tiden løber afsted, det kender vi nok alle sammen. Vi synes tiden går alt for hurtigt, at vi har svært ved at følge med, at vi ikke når de ting vi skal eller gerne vil. Sådan har jeg i al fald følt det de seneste 3 måneder. Arbejdet med min mors flytning, og oprydning i de ting man uundgåeligt får samlet sammen gennem mange år, opbygning af vores nye klubhus i Grindsted sportsfiskerforening, kontrol af skilte samt oprydning, beskæring af grene og genopbygning af gamle slidte broer langs vores fantastiske fiskevande kombineret med at det daglige arbejde og privatlivet også skulle passes, og ved siden af finde tid til at komme ud med snøren, har sat sine spor og desværre har jeg måttet konstatere at de to sidstnævnte, nemlig lystfiskeriet og privatlivet, har måttet vige for de øvrige opgaver.

Jeg må også i samme åndedrag beklage at jeg ikke har fået opdateret min blog eller hjemmeside i lang tid, der har simpelthen ikke været tid til at sidde så meget som en enkelt time foran computeren, så nu da jeg endelig har fundet tiden, og fået støvet rystet af den gamle pc, kan jeg meget passende sætte mig og skrive lidt om hele sæsonstarten, der begyndte d. 16. april.

Alle der kender mig ved nok at når jeg sætter lystfiskeriet på standby, har jeg virkeligt haft travlt, nok også mere end hvad godt er, men alting får en ende, og det gjorde de forskellige tidsrøvere også, og som påsken bankede på døren, begyndte jeg at kunne se lyset for enden af tunellen, og der begyndte at blive et par timer her og der til at komme ud til åerne, og til et dejligt gensyn med især den smukke Ansager å, der heller ikke i år svigtede mig, og diskede op med et sandt festfyrværkeri af hugvillige ørreder.

Så er ventetiden forbi.

Endelig kom foråret, endelig blev det d. 16. april og åernes vinterfredning ophørte. En dato som rigtig mange, især vestjyske lystfiskere, har set frem til med glæde og spænding. I blandt dem hører også jeg, selvom sæsonen for mit vedkommende aldrig hverken slutter eller starter, da jeg fisker absolut lige så meget i løbet af vinteren, som jeg gør resten af året, så er sæsonstarten i åerne alligevel noget jeg glæder mig meget til hvert år. Selvom jeg værdsætter vinterens sysler med fluebinding, stangbygning, grejklargøring og ikke mindst de heftige kampe med søernes kæmpegedder, så har det lette fluefiskeri efter ørreder i åen bare en helt speciel plads i mit hjerte. Der findes bare ikke noget mere idyllisk og inspirerende end at gå langs bredderne af vore smukke åer, og fiske ørreder på små fluer og nymfer.

Jeg var da også allerede i gang på den første dag, og mens hovedparten af å fiskerne flokkedes langs de større åer i jagten på årets første laks, så pakkede jeg den lille klasse 4 fluestang, og kørte en tur til Ansager å.

Nultur på premieredagen.

Den 16. april var officielt årets første å fiskedag, i hvert fald i de fleste vestvendte jyske åer, og mens hundredevis, ja måske tusindevis af forventningsfulde lystfiskere allerede var igang ved åerne, eller sad rundt omkring i de lokale foreningers klubhuse og fejrede sæsonstarten med kaffe, rundstykker og små skarpe, måtte jeg starte dagen på arbejde. Dagen føltes som var det årets længste, og det hjalp da heller ikke meget at min fiskekammerat Henrik, tidligt på formiddagen sendte mig en mms med et billede af en fin stalling han havde fanget i Grindsted å. Grejet var allerede pakket i bilen, og da fyraften endelig kom, gik turen på hastige fjed mod åen.

Henrik og jeg havde bestemt os for at vi skulle fiske sammen ved åen i dag, og således fiskede vi stykket fra Lauborg bro og nedstrøms. Dagen blev desværre en nultur for mig, men Henrik fangede en rigtig flot regnbueørred på ca. 40 cm. En fin måde at starte den nye sæson på.

Regn, gråvejr og kraftig blæst..

Dagen efter var en af de mere udfordrende for fluefiskeren med let grej. Det var overskyet, bygerne kom med jævne mellemrum og en kraftig blæst fejede ind over området fra sydvest.

Aftenen før havde jeg siddet et par timer ved fluestikket, og forsøgt at finde frem til netop den flue som ørrederne ville have. Jeg lod fantasien få frit løb, og fik bundet lidt forskellige mønstre. En af dem, en gul/orange tangloppelignende flue med marabouhale, sad jeg lidt og kiggede på, og fik en god fornemmelse af kunne være interessant at prøve af. Der var relativt meget vand i åen, og jeg ville gerne have en flue der kunne nå ned i de dybe huller, ned til de sky ørreder, så jeg bandt et par stykker med både "bly" tråd og kuglekædeøjne. Den var tung, og lidt svær at kaste med, men det kunne dog lade sig gøre.

Jeg kørte lidt længere opstrøms denne gang, op til et af de stræk jeg ikke tidligere havde fisket. Det viste sig dog at det var lige meget at fluen var svær at kaste med, da vinden var så kraftig at fluekast næsten var umuligt, så dagen igennem blev mere en slags dappefiskeri.

Jeg havde kun fisket et lille kvarters tid, før jeg ud af øjenkrogen ser noget der bevægede sig i overfladen længere nedstrøms. Stille stod jeg og fokuserede på stedet i et par minutter, for at se om det kom igen. Det gjorde det, en bølge af vand spredte sig ud fra nogle siv, og en plettet rygfinne viste sig over vandet. Jeg listede fluen forsigtigt ud, og lod den flyde roligt med strømmen ned til fisken, mens jeg med små nyk bevægede stangspidsen for at give fluen lidt liv. Fluen nåede nu ned til det sted hvor jeg havde set fisken i overfladen, og jeg var fuldt fokuseret, jeg ventede et hug hvert øjeblik. Der skete dog ikke noget. Jeg bevægede fluen lidt frem og tilbage, mendede linen så fluen trak helt ind til sivene, og ud midt i åen igen, stadig ingen reaktion. Så forsøgte jeg at trække fluen hurtigt en halv meter tilbage, det var tilsyneladende lige hvad fisken havde ventet på, den hurtige bevægelse med fluen, udløste et kraftigt hug, og efter en intens fight lå en flot regnbueørred på 36 cm i nettet.

Den kraftige blæst og bygerne fortsatte resten af eftermiddagen, og det samme gjorde ørredernes ædelyst, yderligere 4 regnbueørreder og en lille bækørred faldt for fluen. Fluen havde i den grad vist sig at være effektiv, og jeg gik fra åen med en god fornemmelse i kroppen, 6 ørreder havde vist interesse for den lille flue jeg havde siddet og kreeret dagen før.

Så kom solen..

Og ørrederne forsvandt. Sådan kunne det i al fald se ud i løbet af weekenden.

Fredag, lørdag og søndag gav os en forsmag på den kommende sommer, med dagtemperaturer helt op til 19 grader, havde solen i den grad fået fat, og det klare solrige vejr og høje temperaturer gjorde det ganske lunt at gå langs åen. Desværre var det så som så med fangsterne. Fredag fik jeg en enkelt regnbueørred på en vægtbelastet black zulu.

Lørdag kom jeg desværre ikke på fisketur, men det gjorde jeg til gengæld søndag hvor jeg startede tidligt ud. Mens solen begyndte at kigge op i horizonten kørte jeg corsa´en ind på de sidste metre af grusvejen ned til åen. Tre velvoksne kronhjorte agerede velkomst komité, og i det hele taget var der et imponerende dyreliv ved åen den morgen, desværre var de landlevende dyr også det eneste liv jeg så. Fiskene holdt sig væk, og jeg måtte tage hjem igen, med intet udover en vidunderlig naturoplevelse i fisketasken.

Hvor er bækørrederne ?

Når jeg sidder og kigger fangststatistikkerne igennem for årets første fiskedage, kan jeg se at adskillige store bækørreder allerede nu er fanget og genudsat, flotte fisk på op mod 50 cm, men uanset hvor jeg fisker, så er det sporadisk hvad jeg ser til dem. Det er oftest kun regnbueørreder der lader sig lokke af fluen, og de få bækørreder jeg indtil videre har fanget, dog undtaget en enkelt 35 cm fisk sidste år, har været små fisk på 20 - 30 cm.

Så hvor gemmer de store bækørreder sig?

Nu ville jeg altså finde de store bækørreder, så jeg tog en tur endnu længere op i systemet, længere op end jeg har været før. Det var et fint stræk, med en masse fine sving, og spændende dybe huller. Jeg fiskede strækket igennem et par gange i timerne omkring solnedgang, og 3 fisk lod sig friste. En regnbueørred på ca. 10 cm, og 2 bækørreder på omkring de 20 cm. Og så var der lige en fisk mere, og det var en af dem der var lidt mere interessante. Jeg fiskede fluen ind under nogle udhængende grene, og netop som fluen nåede så langt ind den kunne, kom et tungt hug. Fisken gik dybt, og der gik lidt tid inden jeg fik presset den ud i det frie vand, der kom den for første gang til syne i overfladen og det var netop det jeg var ude efter, en rigtig flot gylden bredside, fyldt med de smukkeste røde og sorte prikker vendte rundt i overfladen. Det var en fisk på de 40 - 50 cm. Desværre var det også det sidste jeg så til den, for få sekunder efter fisken havde vist sig, blev linen slap, og fisken forsvandt.