Ved fjorden.

Undertiden kan man blive så opsat af en enkelt ting, opslugt af en enkelt type fiskeri, at man går hen og glemmer at der findes utrolig mange forskellige fantastiske fiskemetoder og fiskesteder.

Gennem sommeren har jeg været så opslugt af det fascinerende tørflue og nymfefiskeri i Ansager og Grindsted å, at jeg har fået lagt kysten lidt i baggrunden, og siden det tidlige forår, har jeg faktisk ikke stået i det salte vand, og svunget fluestangen. Det blev der rettet lidt op på i den forgangne weekend.

Lørdag d. 19. oktober havde jeg i samarbejde med praktisk udvalg i Grindsted sportsfiskerforening, arrangeret en kysttur for klubbens medlemmer. Fremmødet var desværre ikke det mest positive ved dagen, da vi kun var 2 lystfiskere der drog afsted kl. 6 lørdag morgen, mod Vejle fjords smukke strande. Det beskedne fremmøde var dog på ingen måde udtryk for at vi ville få en beskeden dag, faktisk blev netop denne dag, ikke kun startskuddet på efterårets kystsæson, men også en dag der for evigt vil ligge klart i mine erindringer.

Klokken lidt over 7 havde vi fået vores grej rigget til, og gik nu de sidste metre fra parkeringspladsen til revet ved fyret på Trelde næs. Vejrudsigten havde lovet frisk vind fra syd og sydøst, men på dette tidspunkt forholdt vinden sig i ro, og vi havde en næsten spejlblank overflade at fiske på. Henrik havde rigget en spinnestang til, med et lille hvidt stripperblink, mens jeg selv startede ud med fluestangen, og en lille børsteormsimitation.

Da vi endelig nåede frem til revet, og kunne kigge ned mod Middelfart, blev vi mødt af et fantastisk syn. Den smukkeste solopgang hilste os godmorgen, og hele scenariet lugtede ligefrem af at dette ville blive en god dag. Henrik startede fiskeriet ude på revet, mens jeg selv gik nogle metre sydover, og startede fiskeriet i en af de små vige. Der skulle ikke mere end 5 kast til, før linen strammedes første gang. Der var fisk, og at dømme ud fra fighten var jeg overbevist om at det var en pæn ørred. Jeg råbte til Henrik at jeg havde fisk, og at den var stor. Det var den nu ikke, og det var heller ikke en ørred, men derimod en særdeles hårdtfightende mørksej på ca. 30 cm. Inden Henrik var kommet ind fra revet, og hen til mig, havde jeg allerede både landet, afkroget og genudsat fisken.

Vi fiskede derefter side om side, og kun 3 kast senere var der hug igen. Endnu en sej, denne dog lidt mindre, havde taget fluen. I den følgende time havde vi begge hug på skift, og da stimen til sidst var væk, eller i hvert fald stoppede med at jage, havde vi tilsammen fanget 10 mørksej, og mistet næsten lige så mange. Henrik fangede 6 af dem på blinket, mens jeg selv fik de 4 på fluen, eller nok nærmere hvad der nu var tilbage af fluen, for efter adskillige hug og fights, var fluen revet godt og grundigt i stykker af den hårdhændede behandlig fra de små fightere.

Vinden var nu også begyndt at blive kraftigere, så kraftig at jeg havde mine problemer med at kaste ordentligt, og vi søgte derfor længere ind i fjorden for at finde et sted med lidt læ. Først forsøgte vi os en times tid ved Trelde klint, men vinden var stadig for kraftig, og vi havde heller ingen hug hverken på spin eller fluen. Derefter kørte vi længere ind i fjorden til Andkær vig og Holtser hage.

Vinden drillede stadig, og de hårde vindstød betød at jeg, lidt modvilligt måtte skifte fluestangen ud med en spinnestang. Måske har jeg nogle for mig ukendte synske evner, måske skyldes det års erfaring, eller også var det bare rent og skær held, sikkert det sidste, men netop som vi påbegyndte fiskeriet, blev vi " overhalet" af to andre fiskere, der sneg sig forbi os, og begyndte at fiske lige foran os i den retning vi bevægede os. Lidt taktløst måske, men dog ikke ulovligt, og Henrik og jeg fiskede da også bare pænt bagved dem. På et tidspunkt fik jeg en mærkelig fornemmelse, en fornemmelse af at vi var på vej den gale vej, at vi skulle blive hvor vi var, eller endda lidt den anden vej. Jeg ved ikke hvor den fornemmelse kom fra, for jeg havde ikke set fisk i overfladen eller andet der indikerede at der skulle være fisk i dette område, men det var der. Under 10 kast senere fik Henrik et hug, der dog kun blev ved hugget, og netop som Henrik nåede højlydt at ærgre sig, får jeg hug. Denne fisk slap dog også væk igen, men nu vidste vi da at der var fisk i området. Der gik ikke længe før Henrik igen havde fisk på, og denne gang kom den helt op. Desværre var det en fisk under mindstemålet, så den fik hurtigt sin frihed igen. Kun nogle få kast senere råber Henrik hysterisk efter mig, han har fisk igen, og at dømme ud fra stangens bevægelser var dette en pæn fisk. Jeg spoler hurtigt ind, finder kameraet frem, og maser mig vej gennem vandet. Netop som jeg er få metre fra Henrik, ser jeg fiskens hale i overfladen. Det var en flot fisk, en fisk der lå i størrelsen 50 - 60 cm, og en fisk jeg ufatteligt gerne ville fotografere. Alt dette blev kun få sekunder senere ligegyldigt, da fisken formåede at ryste sig løs, netop som Henrik forsøgte at få nettet under den. Ærgrelsen var stor, både for mig, men i den grad også for Henrik. Det tog nu ikke mange minutter før vi fik noget andet at tænke på, for på netop denne dag og på dette sted, virkede det som fiskene nærmest stod i kø, og måtte trække et nummer for at få lov til at hugge. Det er mange år siden jeg sidst har oplevet en tur som denne. I løbet af eftermiddagen går der sjældent mere end 20 minutter, før en af os havde hug. De fleste af fiskene var desværre under mindstemålet, de lå i størrelsen 35 - 40 cm, men hvad fiskene manglede i størrelsen, mere end rigeligt opvejede de i antal. Da klokken nærmede sig 16 forsøgte vi at gøre lidt statistik over dagens fangster, men vi måtte opgive, vi kunne simpelthen ikke længere huske hvor mange hug vi havde haft. På det tidspunkt havde vi fanget 5 havørreder hver, og mistet mindst lige så mange.

Vi fiskede videre indtil omkring kl 18, og vi fortsatte med at fange fisk. Både Henrik og jeg fangede hver endnu en havørred, og jeg sluttede dagen som jeg startede med en mørksej. Vores formand i Grindsted sportsfiskerforening Lars Pedersen, mødte op hen ad eftermiddagen, og lidt før klokken 18 fangede han en fin havørred der lå lidt over mindstemålet.

Kl. 18 kørte både Lars og jeg hjemad igen, men Henrik fiskede videre. Jeg skrev en sms til ham dagen efter, for lige at høre hvordan det var gået, mindsandten om han ikke fangede endnu en havørred lige inden solnedgangen.