lørdag den 17. august 2013

Godaften til jer alle..
Det er ved at være nogle dage siden jeg sidst opdaterede min blog. Det skyldes jeg i den forgangne uge har været på ferie på Djursland. Min kæreste og jeg havde lejet et sommerhus lidt udenfor Ebeltoft, og vi havde en super ferie, trods vejret drillede en smule. Ferien bød foruden en masse afslapning, hvilket man jo godt kan bruge nogengange i disse stressede tider, også på bl.a. strøgtur i Ebeltoft, besøg i Skandinavisk dyrepark og Ree park. Vi kom også en tur i Kattegatcentret, hvilket jo for en fiskenørd som mig var spændende. Godt nok var det naturligvis mest saltvandsfisk, men der var også en spændende udstilling om laksens liv og vandring, og en lille quiz man kunne forsøge sig med. Den var nok mest minded på børn, men jeg kunne nu ikke lade være med at teste min egen viden af også. Jeg har sikkert meget at lære om laks endnu, men alligevel lykkedes det mig at svare korrekt på alle spørgsmål..:-)

Siden jeg var dreng har jeg været en stor Elvis fan, og turens højdepunkt for mig var et besøg på Graceland i Randers. Det var spændende at se alle de flotte effekter de havde udstillet, og så fik vi en rundvisning af museets ejer. Det var spændende at høre om hans liv som Elvis fan, og hans fortællinger om nogle af de effekter han havde udstillet. Under rundvisningen tog han en halskæde af som han lod os kigge nærmere på. Jeg var helt rørt i det øjeblik jeg holdt den halskæde i hånden, og han fortalte at netop denne halskæde var i sin tid båret af kongen selv.
Efter rundvisningen gik vi en tur op i dineren, hvor jeg naturligvis bestilte Elvis´favorit menu. En peanutbutter, banana, bacon sandwich og en mountain dew sodavand. I sådan et øjeblik skal man ikke begynde at tænke på kalorier, slankekur og helbred generelt, men bare nyde maden. Det smagte fantastisk....

Desværre fik jeg ikke fisket, dertil var vinden for kraftig på de dage hvor jeg havde muligheden. I stedet brugte jeg tiden på at læse nogle bøger om fluefiskeri. Jeg havde medbragt to bøger, begge af ældre dato. "Sådan fisker man med flue" og "Sådan fisker man med vådflue" Begge skrevet tilbage i 60érne af Julius Wedege. Det var ret interessant at få et indblik i hvordan fluefiskeriet var dengang, og især interessant at opleve at fluefiskeriet både på en gang har ændret sig markant i forhold til den tid, og på den anden side alligevel ikke har ændret sig så meget. Især var det interessant at læse om det dengang anvendte grej, hvor valget stod mellem den klassiske splitcane stang, og den moderne glasfisber stang. Og at den smukke og desværre idag næsten glemte fletkurv "creel" blev omtalt som det den skal bruges til, og ikke bare som et samleobjekt. Jeg kan godt se at den er en smule upraktisk i forhold til de multifunktionelle skuldertasker der fremstilles idag, men jeg kom til at savne min lidt. Jeg tror jeg vil begynde at bruge min lidt oftere.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar