Det betaler sig at være fleksibel.

Vi var knapt nået hjem fra vores ferie på Djursland før fiskefeberen for alvor begyndte at trænge sig på. Det har været en dejlig lun dag idag, solen har for det meste kunne trænge igennem de til tider ret mørke skyer, og temperaturen har også holdt sig over de 20 grader, så hen på aftenen begyndte åen at kalde på lidt tørfluefiskeri. Jeg pakkede grejet og kørte afsted til Ansager å ved 19 tiden. Skyerne lå tungt over åen, og det var lidt fugtigt i luften, dog holdt regnen sig i skindet hele aftenen. På alle de faste standpladser kunne jeg se fisk i overfladen, og mange af dem var særdeles aktive. Jeg gik en tur langs bredden, mens jeg konstant kastede til ringende fisk, men dog uden at de rigtig ville tage den lille mørkegrå gnat flue, flere gange var de oppe og slå til fluen, men et konsekvent hug blev det ikke til.
Jeg skiftede den lille flue ud med en lidt større Stonefly i str. 16. Situationen forblev den samme, igen og igen kom fiskene op i overfladen og slog til fluen, men stadig ville de ikke hugge rent på den. Frustrationerne begyndte at melde sig. Hvorfor ville fiskene ikke tage fluen. Jeg kunne se de jagede noget i overfladen, deres vak var ikke kun halvhjertet. Jeg satte mig et kvarters tid og iagttog ørredernes opførsel, og så at de ikke brød overfladen med hovedet, kun deres rygfinner og hale kom til syne over vandet, men de gjorde det ofte og det varierede også lidt hvor de dukkede op. Nogle gange blot få centimeter fra grødekanten, og andre gange ude midt i åen.
Jeg huskede en sætning jeg havde læst i Julius Wedege´s bog " sådan fisker man med flue " hvor han netop beskrev denne måde ørrederne jagede på. Når de kom til syne i overfladen, men nærmest bølgede hen over vandet, i stedet for direkte at snappe, var det fordi de jagede nymfer lige under overfladen.
I flueæsken fandt jeg en ældre godt gennemtygget Elk Hair caddis, som jeg monterede for enden af forfanget. Jeg listede hen bag en grødesamling hvor en ørred havde været meget aktiv hele aftenen, og lagde et forsigtig kast opstrøms. Fluen landede perfekt, kun få centimeter fra grøden, og nåede kun at drive ca. 10 centimeter før ørreden huggede hårdt og resolut. Det var en flot regnbueørred på ca. 35 cm, der nu kastede sig vildt rundt i vandet.
Jeg havde nok inderst inde håbet at se en gylden bredside fyldt med røde og sorte prikker, men når nu ikke bækørrederne var aktive, så kan en fight med en hidsig regnbueørreder der har levet nogen tid i åen, være absolut ligeså indædt og hård. Fisken tog en lang spurt nedstrøms, og forsøgte flere gange at bore sig ind i grøden, men jeg formåede at afholde den fra dette, og et par minutter senere gled fisken ind i nettet.
Endnu en dejlig aften ved åen, var nu ved at være slut, og jeg kunne tage hjem med en fin regnbueørred til fryseren.
Imorgen vil jeg tage en formiddagstur med 2-håndsstangen, og håbe på at en af de laks der nu endelig er begyndt at trække op, vil falde for fluen, men lur mig om ikke den lille #4 stang kommer med en tur til Ansager å igen imorgen aften. Om det så bliver med tørflue eller nymfe må tiden og ørredernes appetit vise.