Sommeren vil bare ikke slippe sit tag,
og selvom mange synes
det er rigtig dejligt med dagtemperaturer op mod de 20 grader, så er jeg en af
de tosser der sidder og længes efter vinteren. Jeg har altid elsket vinteren
mere end sommeren, Både fordi jeg synes vinteren er en smuk årstid, fordi jeg
har det bedre med kulde end varme og fordi vinteren er højsæson for fiskeri
efter de store gedder.
Vinteren har desværre ikke helt fået fat endnu, og vandet er
stadig varmt, hvilket kan mærkes på geddernes aktivitet. Det er som de ikke
rigtigt er vågnet endnu, og det har været lidt småt med fangsterne den seneste
uges tid. Mine små ture rundt om søerne
med enten flue, eller spinnestang har resulteret i en håndfuld mindre gedder,
ingen af dem var over mindstemålet. Agnfiskeriet har også givet lidt gedder,
men kun en af dem var over mindstemålet, en fin gedde på 5,69 kilo og 93 cm,
stadig et stykke op til de 15 kilo, men det går da den rigtige vej.
Gedden havde nogle grimme sår på siden, store sår der ikke
lignede de traditionelle bidemærker fra en anden gedde, men derimod nærmere
lignede store områder med skæl og hud var blevet raspet af med en høvl eller
groft sandpapir. Hvad kan have påført
gedden den slags sår. Gedden var 93 cm lang, så hvis det er en anden fisk, må
det være en meget stor fisk.
Blæsten satte gang i gedderne.
Det vejr jeg havde sukket efter gennem de sidste uger kom
endelig d. 6. oktober. En hård vind fejede ind over landet, og ruskede godt op
i vandet, hvilket syntes at have sat lidt gang i gedderne, i hvert fald
oplevede jeg en del mere aktivitet i dag, end de sidste par uger.
Det første hug faldt næsten på slaget 12, den store viser
havde kun bevæget sig ganske få tik takker over på den anden side af lodret, da
lineclippen falder mod jorden, og dagens første fisk trækker afsted med agnen,
en sildefilet pakket om en pop up stick, fisket lige over bunden.
Jeg giver et hurtigt modhug, og mærker tung modstand i enden
af linen. Jeg konstaterer at det her ikke er min eftertragtede 15 kilos, men
alligevel en fin fisk, der fighter godt, men efter et par minutter lader sig
løfte op på måtten. 7,12 kilo og 98 cm viser vægten. Jeg tager et par hurtige
billeder og slipper fisken tilbage i vandet igen.
Den vildeste fight...
Gedder er normalt ikke vilde fightere, og slet ikke på denne
årstid sætter de den store kamp op, men nogle gange render man på en fisk der
har sin egen vilje, og ikke har tænkt sig at give op sådan lige.
Kun 40 minutter efter den første gedde var fanget og
genudsat, løber linen af hjulet, og bidmelderen hyler lystigt. Det tempo linen
blev trukket af hjulet burde have givet mig et clue om hvad der nu skulle ske,
men jeg tænkte ikke lige videre over det i øjeblikket. Jeg giver hurtigt
modhug, og det føles som linen sidder fast i bunden, i et halvt minuts tid
rører den sig ikke ud af stedet, jeg lægger maksimalt pres på, og endelig
bevæger fisken sig, men i den forkerte retning. Den tager et solidt udløb på 10
- 15 meter. Adrenalinen kører på højtryk i min krop, i det øjeblik hvor gedden
trækker afsted, tænker jeg at det her kunne godt være den 15 kilos jeg drømmer
om, jeg er overbevist om at det minimum er en 10+er.
Gedden og jeg trækker lidt frem og tilbage i et par minutter
før jeg ser den første gang, det er dog på afstand, og jeg kan ikke rigtig
bedømme størrelsen, men kan se en stor hale der pisker vandet op. Jeg får nu fisken lidt tættere på land, men
det er hårdt, og fisken føles meget tung. 10 meter fra land tager gedden det
sidste udløb, et ordentligt udløb ca 15 - 20 meter langs sivene ved bredden, og
jeg venter nærmest bare på at den render ind i dem og sætter sig fast, men det
gør den heldigvis ikke, den søger ud mod dybere vand, men kort efter
kapitulerer den, og jeg får den ind til land, og i nettet. Da nettet glider
under fisken, kan jeg se at det ikke er en 15 kilos, det er ikke engang en
10+er, langt fra. Jeg ved ikke om jeg sagde det højt eller blot tænkte det, men
jeg var nærmest lamslået over at en så relativ lille fisk kunne fighte så
hårdt. Jeg har fanget 10+er der gjorde langt mindre modstand, men dejligt
alligevel at se at fisken er i god stand, en flot og stærk gedde på 6,2 kilo og
95 cm, der nok skal føre nogle gode gener videre i fremtiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar