Tiden løber afsted, det kender vi nok alle sammen. Vi synes
tiden går alt for hurtigt, at vi har svært ved at følge med, at vi ikke når de
ting vi skal eller gerne vil. Sådan har jeg i al fald følt det de seneste 3
måneder. Arbejdet med min mors flytning, og oprydning i de ting man uundgåeligt
får samlet sammen gennem mange år, opbygning af vores nye klubhus i Grindsted
sportsfiskerforening, kontrol af skilte samt oprydning, beskæring af grene og
genopbygning af gamle slidte broer langs vores fantastiske fiskevande kombineret
med at det daglige arbejde og privatlivet også skulle passes, og ved siden af
finde tid til at komme ud med snøren, har sat sine spor og desværre har jeg
måttet konstatere at de to sidstnævnte, nemlig lystfiskeriet og privatlivet,
har måttet vige for de øvrige opgaver.
Jeg må også i samme åndedrag beklage at jeg ikke har fået
opdateret min blog eller hjemmeside i lang tid, der har simpelthen ikke været
tid til at sidde så meget som en enkelt time foran computeren, så nu da jeg
endelig har fundet tiden, og fået støvet rystet af den gamle pc, kan jeg meget
passende sætte mig og skrive lidt om hele sæsonstarten, der begyndte d. 16.
april.
Alle der kender mig ved nok at når jeg sætter lystfiskeriet
på standby, har jeg virkeligt haft travlt, nok også mere end hvad godt er, men
alting får en ende, og det gjorde de forskellige tidsrøvere også, og som påsken
bankede på døren, begyndte jeg at kunne se lyset for enden af tunellen, og der
begyndte at blive et par timer her og der til at komme ud til åerne, og til et
dejligt gensyn med især den smukke Ansager å, der heller ikke i år svigtede
mig, og diskede op med et sandt festfyrværkeri af hugvillige ørreder.
Så er ventetiden forbi.
Endelig kom foråret, endelig blev det d. 16. april og åernes
vinterfredning ophørte. En dato som rigtig mange, især vestjyske lystfiskere,
har set frem til med glæde og spænding. I blandt dem hører også jeg, selvom
sæsonen for mit vedkommende aldrig hverken slutter eller starter, da jeg fisker
absolut lige så meget i løbet af vinteren, som jeg gør resten af året, så er
sæsonstarten i åerne alligevel noget jeg glæder mig meget til hvert år. Selvom
jeg værdsætter vinterens sysler med fluebinding, stangbygning, grejklargøring
og ikke mindst de heftige kampe med søernes kæmpegedder, så har det lette
fluefiskeri efter ørreder i åen bare en helt speciel plads i mit hjerte. Der
findes bare ikke noget mere idyllisk og inspirerende end at gå langs bredderne
af vore smukke åer, og fiske ørreder på små fluer og nymfer.
Jeg var da også allerede i gang på den første dag, og mens
hovedparten af å fiskerne flokkedes langs de større åer i jagten på årets
første laks, så pakkede jeg den lille klasse 4 fluestang, og kørte en tur til
Ansager å.
Nultur på premieredagen.
Den 16. april var officielt årets første å fiskedag, i hvert
fald i de fleste vestvendte jyske åer, og mens hundredevis, ja måske tusindevis
af forventningsfulde lystfiskere allerede var igang ved åerne, eller sad rundt
omkring i de lokale foreningers klubhuse og fejrede sæsonstarten med kaffe,
rundstykker og små skarpe, måtte jeg starte dagen på arbejde. Dagen føltes som
var det årets længste, og det hjalp da heller ikke meget at min fiskekammerat
Henrik, tidligt på formiddagen sendte mig en mms med et billede af en fin
stalling han havde fanget i Grindsted å. Grejet var allerede pakket i bilen, og
da fyraften endelig kom, gik turen på hastige fjed mod åen.
Henrik og jeg havde bestemt os for at vi skulle fiske sammen
ved åen i dag, og således fiskede vi stykket fra Lauborg bro og nedstrøms.
Dagen blev desværre en nultur for mig, men Henrik fangede en rigtig flot
regnbueørred på ca. 40 cm. En fin måde at starte den nye sæson på.
Regn, gråvejr og kraftig blæst..
Dagen efter var en af de mere udfordrende for fluefiskeren
med let grej. Det var overskyet, bygerne kom med jævne mellemrum og en kraftig
blæst fejede ind over området fra sydvest.
Aftenen før havde jeg siddet et par timer ved fluestikket,
og forsøgt at finde frem til netop den flue som ørrederne ville have. Jeg lod
fantasien få frit løb, og fik bundet lidt forskellige mønstre. En af dem, en
gul/orange tangloppelignende flue med marabouhale, sad jeg lidt og kiggede på,
og fik en god fornemmelse af kunne være interessant at prøve af. Der var
relativt meget vand i åen, og jeg ville gerne have en flue der kunne nå ned i
de dybe huller, ned til de sky ørreder, så jeg bandt et par stykker med både
"bly" tråd og kuglekædeøjne. Den var tung, og lidt svær at kaste med,
men det kunne dog lade sig gøre.
Jeg kørte lidt længere opstrøms denne gang, op til et af de
stræk jeg ikke tidligere havde fisket. Det viste sig dog at det var lige meget
at fluen var svær at kaste med, da vinden var så kraftig at fluekast næsten var
umuligt, så dagen igennem blev mere en slags dappefiskeri.
Jeg havde kun fisket et lille kvarters tid, før jeg ud af
øjenkrogen ser noget der bevægede sig i overfladen længere nedstrøms. Stille
stod jeg og fokuserede på stedet i et par minutter, for at se om det kom igen.
Det gjorde det, en bølge af vand spredte sig ud fra nogle siv, og en plettet
rygfinne viste sig over vandet. Jeg listede fluen forsigtigt ud, og lod den
flyde roligt med strømmen ned til fisken, mens jeg med små nyk bevægede
stangspidsen for at give fluen lidt liv. Fluen nåede nu ned til det sted hvor
jeg havde set fisken i overfladen, og jeg var fuldt fokuseret, jeg ventede et
hug hvert øjeblik. Der skete dog ikke noget. Jeg bevægede fluen lidt frem og
tilbage, mendede linen så fluen trak helt ind til sivene, og ud midt i åen
igen, stadig ingen reaktion. Så forsøgte jeg at trække fluen hurtigt en halv
meter tilbage, det var tilsyneladende lige hvad fisken havde ventet på, den
hurtige bevægelse med fluen, udløste et kraftigt hug, og efter en intens fight
lå en flot regnbueørred på 36 cm i nettet.
Den kraftige blæst og bygerne fortsatte resten af
eftermiddagen, og det samme gjorde ørredernes ædelyst, yderligere 4
regnbueørreder og en lille bækørred faldt for fluen. Fluen havde i den grad
vist sig at være effektiv, og jeg gik fra åen med en god fornemmelse i kroppen,
6 ørreder havde vist interesse for den lille flue jeg havde siddet og kreeret
dagen før.
Så kom solen..
Og ørrederne forsvandt. Sådan kunne det i al fald se ud i
løbet af weekenden.
Fredag, lørdag og søndag gav os en forsmag på den kommende
sommer, med dagtemperaturer helt op til 19 grader, havde solen i den grad fået
fat, og det klare solrige vejr og høje temperaturer gjorde det ganske lunt at
gå langs åen. Desværre var det så som så med fangsterne. Fredag fik jeg en
enkelt regnbueørred på en vægtbelastet black zulu.
Lørdag kom jeg desværre ikke på fisketur, men det gjorde jeg
til gengæld søndag hvor jeg startede tidligt ud. Mens solen begyndte at kigge
op i horizonten kørte jeg corsa´en ind på de sidste metre af grusvejen ned til
åen. Tre velvoksne kronhjorte agerede velkomst komité, og i det hele taget var
der et imponerende dyreliv ved åen den morgen, desværre var de landlevende dyr
også det eneste liv jeg så. Fiskene holdt sig væk, og jeg måtte tage hjem igen,
med intet udover en vidunderlig naturoplevelse i fisketasken.
Hvor er bækørrederne ?
Når jeg sidder og kigger fangststatistikkerne igennem for
årets første fiskedage, kan jeg se at adskillige store bækørreder allerede nu
er fanget og genudsat, flotte fisk på op mod 50 cm, men uanset hvor jeg fisker,
så er det sporadisk hvad jeg ser til dem. Det er oftest kun regnbueørreder der
lader sig lokke af fluen, og de få bækørreder jeg indtil videre har fanget, dog
undtaget en enkelt 35 cm fisk sidste år, har været små fisk på 20 - 30 cm.
Så hvor gemmer de store bækørreder sig?
Nu ville jeg altså finde de store bækørreder, så jeg tog en
tur endnu længere op i systemet, længere op end jeg har været før. Det var et
fint stræk, med en masse fine sving, og spændende dybe huller. Jeg fiskede strækket
igennem et par gange i timerne omkring solnedgang, og 3 fisk lod sig friste. En
regnbueørred på ca. 10 cm, og 2 bækørreder på omkring de 20 cm. Og så var der
lige en fisk mere, og det var en af dem der var lidt mere interessante. Jeg
fiskede fluen ind under nogle udhængende grene, og netop som fluen nåede så
langt ind den kunne, kom et tungt hug. Fisken gik dybt, og der gik lidt tid
inden jeg fik presset den ud i det frie vand, der kom den for første gang til
syne i overfladen og det var netop det jeg var ude efter, en rigtig flot gylden
bredside, fyldt med de smukkeste røde og sorte prikker vendte rundt i
overfladen. Det var en fisk på de 40 - 50 cm. Desværre var det også det sidste
jeg så til den, for få sekunder efter fisken havde vist sig, blev linen slap,
og fisken forsvandt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar