14 dages fangsttørke er slut.

Siden jeg den 5 januar fangede min hidtil største gedde, er det som engsøen er gået i stå, i hvert fald for mit vedkommende. Jeg begyndte på arbejde igen efter en god juleferie, tiden til de lange dagsture ved søen blev indskrænket, og jeg har måttet tage til takke med nogle eftermiddagsture efter fyraften. Bortset fra en enkelt mistet gedde i tirsdags, så har det faktisk været nulture efter uge 1, men idag blev der pyntet lidt på fangsstatistikkerne.

Henrik og jeg startede for en gangs skyld fiskeriet helt fra morgenstunden, allerede inden det var blevet rigtig lyst var vi klare og forventningsfyldte til dagen. Det er sjovt med os lystfiskere, uanset hvor mange nulture vi har i en periode, er vi hver gang fyldte med spænding og forventninger om at netop i dag sker det, netop i dag får vi drømme fisken, eller sådan har jeg det i al fald. Hver fiskedag er en ny dag, en ny begyndelse og håbet er intakt hver gang jeg kaster den første flue, den første wobbler, eller som idag den første agnfisk i vandet.

Håbet var der, på samme niveau som alle andre dage, men idag blev mine forventninger indfriet allerede efter nogle få minutter. Der havde for et par minutter siden lige været et hug på den ene af Henriks stænger, et hug der desværre kun blev ved hugget, men nu hylede den ene af mine bidmeldere, og linen blev trukket hurtigt af hjulet. Jeg strammer hurtigt linen op, og giver et solidt tilslag. Der er fisk, og det er en pæn fisk. Jeg fighter fisken ind, og der går kun et par minutter før en fin gedde på 8,8 kilo har været en tur på afkrogningsmåtten, og nu svømmede roligt tilbage i det mørke kolde vand.

Det kolde vand, ja det var i den grad koldt ved engsøen i dag. Temperaturen lå kun et par grader over frysepunktet, og vinden var hård og iskold. En fisk på land i dag, var på en gang både en kæmpe fornøjelse, men også lidt af en plage, da der gik flere minutter efter gedden var genudsat, til jeg fik varmen tilbage i fingrene igen. Der var sågar et tidspunkt hvor jeg trak begge liner på land, fordi jeg ikke kunne udholde tanken om endnu en våd og kold fisk i hænderne på det tidspunkt.

Det skete blot en lille times tid senere. Jeg kroger hurtigt fisken, og påbegynder endnu en fight. Det var en mindre fisk på 7,5 kilo, der hurtigt blev genudsat. Under genudsætningen må jeg lige hjælpe gedden lidt på vej, og i et par minutter står jeg med fiskens hale i min hånd mens jeg giver den lidt kunstig åndedræt. Heldigvis kommer den hurtigt til kræfter igen, og med et kraftigt slag med halen, svømmer den ud i søen igen. Desværre har jeg stået med hånden i vandet så længe at mine fingre nu er helt følelsesløse. Jeg låner Henriks zippo håndvarmere, og står nu med begge hænder dybt begravet i lommerne. Jeg kan mærke pulsen dunke i fingrene, efterhånden som varmen begynder at komme tilbage, det gør sindsygt ondt, jeg har allermest lyst til bare at skrige på grund af smerten, men behersker mig, og nøjes med at bide tænderne sammen og lade håndvarmerne gøre deres arbejde færdigt.

Bidmelderen ved den stang der stadig ligger velplaceret i stangholderen begynder at give lidt lyde fra sig, jeg ved ikke om det er vinden der driller, eller det er en fisk, men jeg skynder mig at løfte stangen op, trækker agnen hurtigt op af vandet, og lægger stangen pænt op i græsset. Jeg orker ikke at skulle tage mig af endnu en fisk lige nu. Der går yderligere et lille kvarteres tid, før jeg har tilpas meget varme i fingrene til at jeg kan genoptage fiskeriet.

De næste par timer sker der intet, der er fuldstændigt stille, men ved middagstid begyndte vi igen at få hug. Jeg får først en fin gedde på 8,7 kilo. Vi snakker lidt om at det muligvis kunne være den samme fisk, som jeg fik først på dagen, da begge fisk meget påfaldende var 106 cm, og vejede henholdsvis 8,8 og 8,7 kilo. Det var dog stadig sjovt at fange den, uanset om det så var den samme. Blot få minutter efter den fisk blev genudsat, fik Henrik et godt hug, men desværre lykkedes det gedden at vriste sig fri af krogen lige før land.